Kontorchef til Bolig- og Ejendomsområdet
Departementet for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab søger en kontorchef til Bolig- og Ejendomsområdet i Anlægsafdelingen.
Vil du stå i spidsen for et fagområde, der arbejder med boligpolitik, boligfinansiering, lovgivning og politisk-administrativ betjening på et område med stor betydning for borgere og samfund?
Departementet for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab søger en fagligt stærk og engageret kontorchef til Bolig- og Ejendomsområdet.
Bolig- og Ejendomsområdet varetager en bred opgaveportefølje inden for boligpolitik, boligfinansiering og lovgivning. Området har desuden ansvar for administrationen af Selvstyrets udlejningsboliger og varetagelsen af Selvstyrets ejerrolle for ejendomme og øvrige materielle aktiver, herunder køb og salg. Herudover varetager området borgerhenvendelser og politisk-administrativ betjening.
Bolig- og Ejendomsområdet er organisatorisk placeret i Anlægsafdelingen. Afdelingen varetager blandt andet den centrale bygningsmyndighed og Selvstyrets centrale bygherrerolle for nybyggeri samt opgaver inden for bolig og ejendom, yderdistrikter, forsikringer og ekstern fondsfinansiering. Afdelingen har desuden ansvar for departementets økonomiopgaver og administration af anlægsbevillinger på tværs af Selvstyrets ressortområder.
Om stillingen
Som kontorchef får du det faglige og personalemæssige ledelsesansvar for Bolig- og Ejendomsområdet.
Bolig- og Ejendomsområdet består af en jurist, to fuldmægtige, en økonomisk sagsbehandler og en kontorfuldmægtig. Medarbejderne har forskellige faglige profiler og ansvarsområder og arbejder blandt andet med boligfinansiering, fast ejendom, lovgivning, lejeboligområdet, køb og salg af aktiver, borgerhenvendelser og politisk-administrativ betjening.
Du får ansvar for at sætte retning for området, prioritere og koordinere opgaverne og sikre høj kvalitet og fremdrift i opgaveløsningen. Samtidig skal du understøtte medarbejdernes faglige udvikling og skabe gode rammer for selvstændig opgaveløsning, ansvar og samarbejde.
Stillingen kombinerer personaleledelse og faglig ledelse med lovgivningsarbejde, myndighedsopgaver, økonomiske og administrative problemstillinger samt tæt politisk-administrativ betjening.
Du refererer til afdelingschefen for Anlægsafdelingen og vil have et tæt samarbejde med departementets ledelse og Naalakkersuisoq samt med andre departementer, kommuner, selskaber, finansielle institutioner og øvrige samarbejdspartnere.
Dine opgaver
Dine opgaver vil blandt andet være:
- personaleledelse og faglig ledelse af medarbejderne på Bolig- og Ejendomsområdet
- prioritering, koordinering og kvalitetssikring af områdets samlede opgaveportefølje
- rådgivning og faglig sparring med medarbejderne i konkrete og principielle sager
- udvikling, administration og opfølgning på områdets lovgivning
- strategisk udvikling og opfølgning på administrationen af Selvstyrets udlejningsboliger
- overordnet ansvar for administration og udvikling af Selvstyrets boligfinansieringsordninger
- varetagelse af Selvstyrets ejerrolle for ejendomme og øvrige materielle aktiver, herunder køb, salg og overdragelse
- administration af reglerne om erhvervelse af adkomst eller brugsret til fast ejendom og arealer
- behandling og kvalitetssikring af principielle og generelle spørgsmål indenfor områdets ansvarsområdet
- udarbejdelse og kvalitetssikring af oplæg til Naalakkersuisut, § 37-besvarelser, høringssvar, notater og øvrigt politisk materiale
- rådgivning og politisk-administrativ betjening af Naalakkersuisoq og departementets ledelse
- bidrag til finanslov, budgetopfølgning og økonomiske prioriteringer inden for området
- koordinering og samarbejde med andre myndigheder, kommuner, selskaber og øvrige samarbejdspartnere
- udvikling af arbejdsgange, kvalitetssikring og en ensartet administrativ praksis
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse inden for eksempelvis jura, offentlig administration, samfundsvidenskab, økonomi eller et andet relevant område. Din konkrete uddannelsesbaggrund er mindre afgørende end dine ledelsesmæssige forudsætninger, faglige dømmekraft og evne til at håndtere komplekse problemstillinger i en politisk ledet organisation.
Vi lægger vægt på, at du:
- har ledelseserfaring eller stærke forudsætninger for at varetage personale- og faglig ledelse
- kan sætte retning, prioritere og sikre fremdrift i en hverdag med mange samtidige og forskelligartede opgaver
- har forståelse for arbejdet i en politisk ledet organisation
- kan drive strategiske udviklings- og reformopgaver og omsætte politiske beslutninger til konkret gennemførelse
- har stærke analytiske evner og kan sætte dig ind i komplekse juridiske, administrative og økonomiske problemstillinger
- har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner
- kan sikre den faglige kvalitet i beslutningsoplæg, lovgivning, notater og afgørelser
- kan træffe beslutninger og tage ansvar for områdets samlede opgaveløsning
- kan skabe gode rammer for medarbejdernes trivsel, faglige udvikling, ansvar og selvstændighed
- har gode samarbejdsevner og kan opbygge relationer på tværs af myndigheder og organisationer
- kan bevare overblikket og sikre fremdrift, også når der er korte frister og stor politisk bevågenhed.
Erfaring fra en politisk ledet organisation eller offentlig administration vil være en fordel, men er ikke et krav.
Kendskab til boligområdet, lovgivningsarbejde, politisk betjening, boligfinansiering eller økonomi vil være en fordel.
Kendskab til grønlandske samfundsforhold vægtes højt.
Det vil være en fordel, hvis du kan kommunikere på både grønlandsk og dansk.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en central chefstilling med stort ansvar og mulighed for at præge udviklingen af et centralt politisk område med stor betydning for borgere og samfund.
Du overtager et fuldt bemandet fagområde med dygtige medarbejdere og et etableret fagligt fundament.
Du får mulighed for at arbejde tæt på de politiske beslutningsprocesser og med opgaver, der spænder fra konkret myndighedsudøvelse og økonomisk administration til lovgivning, strategi og udvikling af boligpolitikken.
Arbejdet foregår i et fagligt miljø med varierende opgaver, korte beslutningsveje og tæt samarbejde på tværs af Anlægsafdelingen og departementet.
Der er gode muligheder for faglig, personlig og ledelsesmæssig udvikling.
Er du interesseret?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Afdelingschef Embla Kristjánsdóttir, emki@nanoq.gl
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er for tiden lønfastsat svarende til 36. Lønnen med faste løndele og eget bidraget til pension i LR 36 udgør pr. 1. april 2026 månedligt Kr. 57.531 og årligt Kr. 690.372.
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation. For en ansøger med de rette dokumenterbare kompetencer, kan der ske ansættelse som specialkonsulent, chefkonsulent eller seniorrådgiver i henhold til gældende overenskomst.
Tiltrædelse 1. november 2026 eller efter aftale.
Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”. Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.
Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig. Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig. Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet. Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job